Benspænd i journalistuddannelsen
På journalisthøjskolen havde de desværre en særlig opfattelse af, hvem man ville tillade at blive journalist. Og hvem der ikke skulle have lov - nemlig mig.
Allerede tidligt efter studiestarten begyndte en ret omfattende chikane mod mig fra andre studerende. Det var tydeligt, at de mente, at jeg hurtigst muligt skulle se at skrubbe ud. Jeg fik ingen forklaring på chikanen. Den foregik strategisk non-kommunikativt og diskret.
Mine anstrengelser blev ikke mindre af, at jeg fra uddannelsens start kun havde SU-klip til omkring halvandet til to år tilbage. Så jeg var nødt til at være yderst sparsommlig de første halvandet år frem til praktikken. Her ville jeg komme til at tjene nok til, at jeg ved fortsat sparsommelighed akkurat ville kunne hive uddannelsen i hus. Den plan røg dog i vasken, da jeg senere blev tvunget til at gå flere semestre om.
Jeg sparede blandt andet ved at cykle til journalisthøjskolen hjemme fra mit lejede betonboligbloks-kælderværelse i Viby. En ofte vindblæst tur på godt ti kilometer ad en bakket ringvej. Turen blev ikke blev nemmere af min for en studerende relativt modne alder. Heller ikke min efterhånden tiltagende vægt grundet trøstespisning af diverse søde og fede sager hjalp på sagen.
Årsagen til chikanen skal måske søges i min første optagelsesprøve. Her var en anden ansøger i stand til både målrettet at distrahere mig og samtidig aflevere sine opgaver markant tidligere end alle andre i lokalet. Selvom man ikke skulle tro, at det var muligt, så blev han alligevel optaget på journalisthøjskolen.
Snyderi ved journalisthøjskolens optagelsesprøve
Jeg føler mig stadig overbevist om, at ansøgeren, der åbenbart havde al tid i verden tilovers til at nå at chikanere mig ved min første optagelsesprøve, må have snydt. Han har ikke kunnet nå at klare prøven med de få minutter, han brugte på opgaverne.
Der eksisterer en ejendommeligt åbenlys mulighed for snyd ved optagelsesprøven. Man kommer ved fremmødet til prøven igennem en modtagelse, hvor man legitimerer sig. Derefter får man blandt andet udleveret de konvolutter, som de forskellige opgaver i løbet af prøvedagen skal afleveres i. På konvolutterne er ens personlige prøvenummer påtrykt.
Vel indenfor skal snyderen blot bytte konvolutter og dermed prøvenummer med sin hjælper. Hjælperen sørger for, at snyderen bliver optaget. Og snyderen skal vel så sørge for, at hjælperen dumper. Derved får snyderen tid til andre sjove ting, eksempelvis at chikanere andre ansøgere. Dette ville jo også øge snyderens egen chance, hvis han skulle ende med selv at være lige på vippen til optagelse.
Og hjælperen kan senere yde sin assistance til yderligere et par snydepelse. Man kan søge optagelse ialt tre gange.
Jeg ser journalistuddannelsen med dens muligheder for snyd ved optagelsen som en attraktiv mulighed for folk, der har ambitioner, men måske ikke de nødvendige karakterer til en videregående uddannelse. For eksempel politisk ambitiøse unge fra den yderste højrefløj, hvor man nok ikke ser noget problem i at snyde sig ind foran andre, der er dumme nok til at spille efter reglerne.
For de mindre begavede snydere, der akkurat klarer sig igennem journalistuddannelsen, er sportsjournalistikken måske nødløsningen. Det er da i hvert fald påfaldende så stor kvalitetsforskel, der er mellem de ofte særdeles dygtige tyske sportskommentatorer og så redeligheden her til lands.
Klage over chikane
Da jeg ikke blev optaget ved min første optagelsesprøve - men først året efter, hvor jeg kom ind med næsthøjest mulige antal point - så klagede jeg. Jeg klagede over chikanen, og luftede samtidig min til vished grænsende mistanke om snyderiet.
I løbet af det godt halvandet år, der kom til at gå, inden jeg kunne få lov til at begynde på uddannelsen, kan jeg meget vel, gætter jeg på, være blevet tildelt en persona non grata status. I tilfælde af, at jeg skulle dukke op på journalisthøjskolen hos den omtalte stymper og hans med- og måske uvidende kumpaner. Og en eller anden blandt journalisthøjskolens betroede personale kan jo så have fortalt dem om min klage.
Paranoia eller...
Jeg må desværre indrømme, at jeg i det godt og vel halve år, der gik fra min succesfulde anden optagelsesprøve den følgende sommer, til jeg kunne begynde på februar-holdet, bar rundt på en stærk forventning til, hvad der måske ventede mig af chikane.
Forventningen gav en stressende følelse, der i løbet af det halve år i venteposition sled hårdt på mit psykiske overskud. Det overskud kom jeg til at savne, da min negative forventning blev indfriet, og hetzen rent faktisk foldede sig ud.
Tidligere negative oplevelser med chikane fra blandt andet højskoler, kurser og jobforløb, som jeg ikke vil nærmere ind på her, var årsagen til den 'statistisk' begrundede fornemmelse af, at jeg nok heller ikke ville slippe her. Som en logisk følgeslutning til dette, har jeg sluttet, at de gentagne chikaner i alle disse forskellige sammenhænge vel kun kunne være blevet sat i gang af den samme kreds af fjendtligtsindede personer.
Men jeg har aldrig forstået, hvad den fjendtlighed i så fald skyldtes. Så jeg tvivlede selvfølgelig også på min dømmekraft. I det følgende kommer jeg ind på andre negative oplevelser, der kunne give et fingerpeg af hvem, der eventuelt kunne stå bag.
Internettets fremkomst gjorde det muligt for personer at finde sammen om fælles interesser, også negative 'interesser' som eksempelvis pædofili. Tidligere gik den slags mennesker stille med dørene, isolerede hver for sig. Nu kan de finde hinanden på nettet og bekræfte og opmuntre hinanden i den skadelige adfærd.
Hvis jeg skulle gætte på et tilsvarende skadeligt netværk af sjældne outrære typer, der samtidig har eksisteret før internettets udbredelse, og for hvem en del af morskaben kunne være at chikanere mig, så er mit bud Fremskridtspartiets Ungdom. At jeg gætter på netop den gruppering, kan læseren få et fingerpeg om fra afsnittet 'Ankomsten til kostskolen'. Hvis det er herfra mine problemer stammer, så mangler jeg dog endnu at få det bekræftet.
Min egen helt særlige 21. plads på ventelisten
Min 21. plads på ventelisten ved den første optagelsesprøve øger min mistanke om foul play yderligere. Ifølge journalisthøjskolens informationsmateriale ville ellers kun 20 - og kun 20 - ansøgere komme på ventelisten.
Den ekstra plads til ære for mig kan jo tolkes på mange måder - positive og negative. Jeg ville aldrig kunne være kommet ind fra min plads så langt nede på listen, men der lå selvfølgelig et slags positivt signal om næste års prøve i det.
Særdeles ejendommeligt er det under alle omstændigheder, at lige netop jeg med mine oplevelser under prøven og min efterfølgende klage over forløbet skulle ende på 21. pladsen. Lå der bag placeringen særlige overvejelser, eller opstod der måske endda diskussion blandt optagelsesnævnets medlemmer forud for placeringen?
