Ankomsten til kostskolen
Efter folkeskolen ville jeg på gymnasiet. Jeg havde ikke videre lyst til at blive boende hjemme. Så derfor fik jeg den gode idé, at det nok var bedst at flytte på kostskole. Det viste sig ikke helt at passe. Jeg søgte til Nyborg, men endte på Løwenholm Kollegium ved Grenå Gymnasium.
Den dag, jeg flyttede ind på Løwenholm Kollegium, glædede jeg mig da. Men jeg var nu også nervøs over at skulle begynde på en kostskole. Jeg havde jo læst drengebøgerne om Flemming og Paw, som jo ikke just kun gav et rosenrødt billede af kostskolelivet. Samtidig var jeg helt nedkørt over de hjemlige forhold, jeg forlod.
Første møde med min sex-stalker
I Løwenholm-kollegiets næsten tomme spisesal stod velkomstkaffen fremme. Vi satte os ind og fik os en kop hver, min far, Anna Ingeborg og jeg selv. Ved et bord overfor vores sad en underligt udseende type med langt slasketyndt, velfriseret og midterskillet hår i lys leverpostej. Det nåede ned til midt på ryggen af hans forvaskede cowboyjakke. Han var overvægtig, og havde et ejendommeligt fedladent, bredt ansigt med en vandret mundspalte - nærmest som en bredkæbet bugtalerdukke.
Den underlige karakter sad og vippede på stolen med et indadvendt, selvtilfreds udtryk. Tilsyneladende sad han bare og passede sig selv. Samtidig fornemmede jeg dog, at han holdt nøje øje med alt og alle omkring sig. Og vi var de eneste andre til stede.
Sådan var mit første møde med den narcissistisk-psykopatiske stalker-bøsse, som i høj grad skulle komme til at sætte sit præg på min hverdag og hele velbefindende. Han var også den direkte årsag til, at mit ophold på Løwenholm kun kom til at vare et enkelt skoleår. Et år der skulle blive særdeles tungt at komme igennem.
Vi skal her nøjes med at benævne bøsse-stalkeren ved hans initialer E. A. Beskrivelsens diagnostiske indhold kan jeg vanskeligt komme uden om, for det var sådan han dagligt i helt udpræget grad kom til at demonstrere sig selv. Jeg har valgt ikke at nævne hans navn af hensyn til sagesløse navnebrødre - såsom forfatteren Erling Agergaard og håndværkeren af samme navn.
Denne stærkt personlighedsforstyrrede person, E.A., som altså nødig skulle forveksles med disse sikkert mentalt helt sunde og raske mennesker, kom meget anmasende til at gøre mig 'sin helt personlige opvartning'. Og det med alt, hvad han havde at komme med i det skoleår, jeg akkurat holdt ud at bo der. Jeg vil lige sige, at jeg selv var og er ét hundrede procent hetero. Jeg var da vist heller ikke specielt bøsset i min væremåde, selv om jeg var så ung. Jeg var nok mindst to-tre år yngre end stalkeren. Så altså: Jeg var bestemt ikke interesseret i ham her.
E. A. var trods sin relativt unge alder en fuldbåren iskold stjernepsykopat, der tydeligvis tændte på at dominere sine omgivelser. Og altså især mig. På Løwenholm Kollegium boede der flere ret personlighedsforstyrrede drenge og unge mænd, der alle var sluset videre dertil fra institutionsmiljøer. Flere af disse svage karakterer skulle vise sig at blive psykopatens underdanige tjenere.
Vi var selvfølgelig også nogle ganske almindelige og normale beboere på kollegiet. Blandt beboerne var også en del grønlændere, som Løwenholm kollegium var opsamlingssted for. De var iøvrigt blandt dem, jeg anså som normale, for lige at slå det fast.
Et nemt offer
Nå, da vi altså sad der i spisesalen, vidste jeg naturligvis endnu ikke, hvad der ventede mig. Men jeg var alligevel nervøs og præget af hele situationen. Under et kaffesips-forsøg begyndte min hånd pludselig at ryste så ubehersket, at jeg spildte kaffen. Det var første gang, jeg oplevede den slags. Men ikke sidste.
I mange år var det et problem for mig at holde styr på den hånd, når jeg skulle ud blandt andre mennesker, hvadenten hånden havde fat i kaffekopper, ølglas eller spiseskeer. Det kunne være næsten helt umuligt at spise med en ske, og så skete det med hagen helt nede i bordhøjde. Et godt tip er i øvrigt at bruge krus med store hanke med plads til fingrene frem for små fine, uhåndterlige kopper med ører til pynt. Idag er problemet stort set forsvundet.
Kaffeuheldet forbigik ikke opmærksomheden hos den psykopatiske stalker-satan på udkig efter nemme ofre.
Det skoleår, jeg akkurat udholdt at bo på Løwenholm Kollegium, var præget af vanvidstilstande. Lærere, der skulle føre tilsyn med kollegiet, mistede hurtigt lysten til den del af arbejdet, og holdt sig væk.
Vanviddet var orkestreret alene af den energiske sex-stalkende fyr. Han fik hurtigt døbt en af de øvrige beboere mit karakteristiske mellemnavn. Det er et mellemnavn, som man da godt med dets særlige vokaler kunne synes, nærmest trygler om at blive skreget ud i tide og utide. Og med et svinehyl værre end Carsten Werges ved en scoring og tv-lyden skruet godt op: "Hyæææhhh... og der er mål!" Ja, Werge lyder sgu som en mini-me-version af sex-stalkeren.
"Hyæææhhh," blev der hylet i ét væk. På gangene, ude på trapperne, i spisesalen, i opholdsstuen lød det: "Hyæææhhh, Hyæææhhh, Hyæææhhh!"
Udover at psykopat-stalkeren hyppigt råbte på sin ven ved at låne mit navn, så kørte han et gennemført kold-luft-imellem-os-spil overfor mig. I det hele taget fik psyko-stalkeren ved sit psykopatstyre på Løwenholm Kollegium bygget en negativ stemning op overfor mig blandt flere af de svage beboere. De var tydeligt imponerede over denne stærke leder. Samtidig erkendte de næppe, hvilke åndssvæklinge de selv var.
¨Kilroy was here¨
At skrive mit mellemnavn på adskillige stolesæder ovre på gymnasiet var en anden sjov og adfærdsmæssigt dejligt meningsløs og forstyrret beskæftigelse for den den syge sex-stalker. Det kunne han få meget kvalitetstid til at gå med. Så i alle lokalerne var der stole, hvor stalkeren havde skrevet "Hyæh was here" - hvor jeg igen bytter mit navn ud med Werge-vrælet. Måske en adfærd der kunne sætte blæs på en følelseshæmmet psykopattumpes morskab. Men i den ondskabsfulde kontekst og for en psykisk slidt 16-årig, så alligevel ikke helt så sjovt.
Desuden yndede min stærkt personlighedsforstyrrede stalker blandt andre rigtig sjove ting at blænde mig med sit armbåndsur, som han demonstrativt omhyggeligt sørgede for at vende rigtigt i solen, så genskinnet ramte mine øjne. Derfor sørgede han gerne for at placere sig strategisk rigtigt i sollyset i opholdsstuen. Hans offer kunne jo tænkes at dukke op for at se TV eller læse avis.
Naturligvis kørte han samtidig sit sædvanlige jeg-ænser-dig-ikke-spil. Og protesterede jeg overfor psykopatens idioti, reagerede han naturligvis som det sig hør og bør for en perverst-psykopatisk stalker ved ikke at fortrække så meget som en mine.
Sex-stalkeren på natligt overraskelsesvisit
Hovedet på sømmet var dengang, den psykopatiske bøsse-stalker hen mod afslutningen af mit ophold på Løwenholm om natten kravlede ind i mit værelse gennem mit vindue på anden sal. Han stalkede gennem værelset, rev i forbifarten dynen af mig, tændte lyset og smuttede ud af døren. Jeg vågnede lige tids nok til at se hans halve ben forsvinde ud af døren. Mon bøsse-stalkeren nåede at nyde synet af min nattestive pik, selvom den efterhånden var fyldt 17 år.
Herefter var der for mig kun tilbage at forlade et sted, hvor min videre tilstedeværelse ikke var formålstjenlig. I hvert fald ikke på en mentalt sund og rask måde.
Sex-stalkeren som fotograf på Ekstra-Bladet
Jeg ved, at stjernepsykopaten siden har optrådt som fotograf på Ekstra-Bladet - avisen der fører sig frem som de svages beskytter. Og som tør, hvor andre tier.
Sex-stalkeren fremvist på TV
Stalkeren fra Løwenholm er for øvrigt i årenes løb siden Løwenholm-tiden jævnligt blevet fremhævet på tv-skærmene, når han har været publikummer i diverse tv-shows. Helt påfaldende har tv-fotograf-kollegerne hver gang zoomet ind på netop den psykopatiske stalker blandt de mange andre publikummere. Det var bestemt ikke tilfældige publikumsklip, men tydeligvis hvad man godt kunne betegne som noget 'kendis-zoom'-agtigt.
Stalkeren har gennem årene udvist en ustyrlig trang til at blive beskuet. Det til trods for hans problematisk bredkæbede udseende. Helt tilbage fra, da han endnu lignede sig selv fra Løwenholm-dagene med det underlige udseende under den lange frisure. Til senere, hvor han var blevet klippet, tilsyneladende noget hjemmeklipning. Han var nu blevet halvskaldet, havde fået et udpræget slidt og stadig ganske uinteressant, midaldrende 'look'.
Jeg fik faktisk et helt chok, da jeg så, hvor gammel og slidt sex-stalkeren var kommet til at se ud under en tv-transmission på DK4 for nogle år siden. Her entrede han bokseringen efter et Mikkel Kessler VM-brag. "Aldring sker sandelig med forskellig hastighed," tænkte jeg. Næste gang vinker han vel ud til seerne med sit gangstativ.
Fremtrædende Fremskridtsklovn
Måske syntes tv-fotograferne ved de forskellige tv-shows, at de da godt lige ville give et nap med i den meningsløse eksponering af deres sex-stalkende fotograf-kollegas sære udseende. Også selvom det tydeligvis var imod en sagesløs befolknings bedste interesser.
Måske var tv-fotograferne endda også medlemmer af Fremskridtspartiet, ligesom psykopaten. Man kan vel vel godt argumentere for, at han dér var et fremtrædende medlem. Af en slags. Han fungerede da i det mindste som en art pauseklovn blandt landsmødernes landsbytosser. Ufrivilligt nok, vel.
Alligevel, trods hans stærkt begrænsede argumentative talegaver, når det gælder logik og empati, så blev pauseklovnen opstillet til folketingsvalg. Forgæves dog, jo.
Lasse Rimmer og jeg de klogeste i 'Test Nationen'
En af de seneste gange, jeg har græmmet mig over en af min psykopatiske stalkers pinagtige selvudstillinger, var da han for at komme med i TV2's underholdningsprogram "Test Nationen" udgav sig for at være skolelærer. Her var 100 mennesker fra forskellige faggrupper + celebrities deltagere til en intelligenstest.
Vi andre - foran tv'et, som ikke lider af denne ustyrlige, syge trang til ustandseligt at stille os til skue - kunne sidde hjemme i dagligstuen og være med. Standup'eren Lasse Rimmer viste sig at være den klogeste af alle deltagerne i tv-showet. Rundt om i landet var der nok nogen, der fik bedre resultater, men jeg var nu ganske godt tilfreds med, at jeg opnåede præcis samme resultat som Lasse, nemlig 156 point. Især da fordi jeg ikke nåede at få printet opgaverne ud før udsendelsen begyndte. Jeg måtte skrive spørgsmål og tegne figurer ned på et stykke papir, efterhånden som det blev præsenteret i udsendelsen.
Sex-stalkeren skolelærer, no fucking way
Trods stjernepsykopatens deltagelse i tv-showets skolelærergruppe, så nægter jeg altså med min sunde fornuft at acceptere, at den mand kan være skolelærer.
No fucking way, sex-stalker!
TV2 må være blevet snydt. Var han skolelærer, så ville hans stalker-tilbøjeligeheder overfor sagesløse unge drenge, som jeg jo selv har været udsat for, ikke i længden kunne undertrykkes. Det er jeg da fuldstændig overbevist om.
TV2 inviterer sex-stalker-skolelæreren til interview
TV2 var endda så smarte efterfølgende at invitere netop sex-stalkeren af alle deltagerne til et opfølgende tv-interview. Her fik han på den allermest tåkrummende, pinlige facon lov til at 'underholde' de atter så sagesløse seere med sine tydeligvis udenadlærte pointeløse anekdoter. Kantet og usammenhængende. Anekdoterne var tydeligvis det rene opdigt.
Åh, av-av, den krampefølelse i mavsen, nu hvor jeg tænker på det igen! Kammeratligt klask på sex-stalkerlåret! Tillykke med det TV2 ...
Skubbede stalkeren også Pia ud - eller min mor
Pia Kjærsgaard følte sig til sidst ikke rigtig hjemme i Fremskridtspartiet. Skulle sgu da ikke undre mig, om den psykopatiske stalker også var skyld i, at hun til sidst smuttede og i stedet oprettede sit eget parti.
Og hør nu! Hvad med min mor? Hendes efternavn var jo mit mellemnavn. Og det havde stalkeren jo af en eller anden besynderlig syg grund vist sig så fascineret af. Hvis han har været indlagt samme sted som min mor på grund af hans voldsomme personlighedsforstyrrelse, så har han måske mødt hende. Og måske, hvem ved, har han også lige givet hende et sidste lille puf...
