Tv-hygge-trumme-rummen blev afbrudt
Jeg havde ikke set min mor i 10 år, da hun en kold vinterdag i februar hoppede i havnen i Århus. Jeg var da 15 år. Min mormor ringede om aftenen. Min far gik hen og svarede telefonen.
Far sad dengang efterhånden hver eneste aften og sov foran fjernsynet. Hovedet var nærmest knækket bagover på den lille lænestols lave ryg. Mens han holdt hænderne varme, godt begravet i bukserne, blev der snorket højlydt igennem.
I lænestolen på den anden side af sofabordet og min plads i sofaen sad Anna Ingeborg, hans kone. Her slog hun takten an til hans 'aften-nocturner'. Hendes hovede nikkede nemlig i ét væk med den fyldige og efterhånden hvidhårede frisure henne under lampens skær. Hun løftede hovedet og lod det i et pludseligt drop falde langt ned igen, og igen, og igen...
Og lampen skulle absolut være tændt. Næ nej, den måtte jeg ikke slukke. For så vågnede de kortvarigt op, og bad mig om at se at få den tændt igen. Så jeg måtte i stedet øve mig i at holde fokus på mit tv-kiggeri.
Nå men, min far blev altså vækket af telefonens ringen. Klokken var lidt over elleve om aftenen. Efter den lavmælte samtale, hvor jeg fornemmede, at et eller andet var galt, lagde han røret på igen. "Ole, det var din mormor. Din mor er død," sagde han så.
Jeg fortsatte med at stirre på fjernsynet, men uden at kunne følge med. Jeg sad forresten den aften i min fars stol. Henne under lampeskærmen havde min fars konehovede holdt en pause ovenpå beskeden. Men nu blev det atter aktivt. Jeg bemærkede, at far denne gang lagde en hånd på hendes skulder og fik hende til at holde inde. Der blev åbenbart kaldt til våbenhvile. Og far fik vist, at han jo faktisk godt vidste, hvad der foregik.
Min mors begravelse
Da jeg var fem år, blev min mor indlagt på psykiatrisk afdeling. Først i Middelfart, og senere kom hun til Risskov. Hun havde fået diagnosen manio-depressivitet.
Jeg mødte derefter kun mor én gang inden hendes død 10 år senere. Og det var ovenikøbet et uheld. Engang, da jeg var 13 år, læssede min far og hans kone mig af uden for mine bedsteforældres hus. De skulle vist på et besøg, der kom pludseligt op. Så mit besøg hos mormor og morfar skete uden forudgående aftale med dem. Og de havde mor på besøg. Jeg gemte mig af vejen ude i køkkenet hos mormor, og jeg talte kun lidt med mor. Selvom hun kom derud og forsøgte sig med et par moderlige formaninger, som jeg ikke rigtig kunne forholde mig til. Det var tydeligt, at vores møde ikke var noget, familien blev begejstret over. Jeg blev formanet aldrig at komme uanmeldt på den måde igen. Og den gang blev da også den sidste, vi så hinanden, min mor og jeg.
Jeg husker ikke, om der var nogen, der satte sig ned for at snakke med 'lille Ole', dengang min mor blev indlagt. Det var en tid, hvor folk omgik skammen i tavshed ved den slags triste begivenheder.
Jeg har dog altid haft et erindringsbillede i hovedet: Jeg stod et stykke, måske tyve meter, oppe ad gaden sammen med en nabokone, der passede på mig. Herfra kunne jeg se, hvordan mor fra rækkehuslejligheden hastigt blev bragt ud gennem forhavens låge til en ventende bil. Hun blev sat ind i bilen, der kørte hende væk. Jeg er usikker på, om erindringen er ægte.
Nabokonen var den samme, som engang havde båret mig hjem, efter at jeg blev påkørt af en bil, og jeg på grund af chokket ikke kunne komme på benene igen.
Jeg fandt aldrig rigtig ud af, hvorfor mor blev indlagt. Men måske havde det noget med påkørslen at gøre, hvor det ikke burde have været muligt for et lille barn at komme ud mellem alle bilerne på gaden. Mor havde efter uheldet travlt med at beværte bilisten med noget at drikke ude i køkkenet, mens jeg lå inde i stuen på sofaen og havde ondt. Jeg vil mene, at det kneb med prioriteringerne dér. Medfølelse for sønnike var der i hvert fald ingen af.
Der var også en jul, måske julen inden indlæggelsen: Min lugtesans i overkøjen fik endelig min storebror til nølende at hoppe ud af underkøjen, efter at han udover min plagen også pludselig kunne høre en knitrende lyd nede fra. Så han gik ned i stuen for at se, hvad det var, og vækkede så vores far og mor. Sådan forhindrede vi, at en ildebrand fik lov til at brede sig fra en glemt adventskrans, der var faldet ned omspændt af flammer. Adventskransen nåede kun at antænde radioen, som den havde hængt over. Men, hvem ved, måske havde adventskransen slet ikke været 'glemt'.
Og så var der bøjlerne på knagerne i gangen, som mor var begyndt at gribe til, når vi var uartige. Min storebror nåede vist at få nogle slag en gang eller to. Og jeg selv slap kun, fordi jeg vred mig og hylede og skreg, da mor greb fat i mig med den ene hånd og ud efter en bøjle med den anden. Hun slap forfjamsket sit tag i mig, da hun indså, at naboerne i rækkehuset ikke kunne undgå at høre balladen. Min mormor fortalte senere, at nabokonen en gang havde ringet hende op. Det var måske dengang.
Efter sin indlæggelse gjorde mor, så vidt jeg husker, intet for at holde kontakt. Måske bortset fra lidt fødselsdagshilsner i begyndelsen, som hurtigt holdt op. Jeg blev vel bare vænnet til, at sådan skulle det være, så jeg skrev heller aldrig til hende. Men nogle tanker har jeg vel gjort mig.
Vores postbud blev på et tidspunkt taget i at åbne folks breve på posthusets toilet. Det viste sig at have stået på igennem flere år. Den rare 'post', der altid havde hilst venligt og imødekommende på mig, når vi mødtes på vore ruter - han med sine breve og jeg med mine aviser. Indtil han på et tidspunkt var blevet trist og mut. Var det fordi, han var begyndt at få dårlig samvittighed, når han så mig? Efter afsløringen forestillede jeg mig, hvordan breve fra en mor til sit barn kunne have været blandt hans foretrukne 'tyvepost'. Måske foretrak han breve med penge i. Og var det så årsagen til den mistede forbindelse til min mor: At jeg ikke skrev tilbage og sagde tak for breve, som jeg aldrig fik? Sandsynligvis ikke, hun havde nok slet ikke skrevet, men tvivlen havde jeg da. Jeg syntes dog mest, at det var synd for den rare mand.
Da mors kiste, efter at præsten havde gjort og sagt sit, skulle bæres ud fra kapellet, var der jo ikke håndtag nok til, at alle kunne bære den. Derfor var det blevet aftalt på forhånd, hvilke seks begravelsesgæster der skulle bære kisten, når vi nåede dertil. Det vidste jeg dog ikke.
Så da præsten sagde, at nu måtte vi gerne bære kisten ud, så fløj jeg straks op af stolen for at sikre mig et håndtag. Som i stoleleg snuppede jeg det for næsen af mors kærestes søn. Han havde fået tildelt et håndtag, ligesom min storebror, et par onkler, mors kæreste og min morfar. Men jeg var dog ikke til sinds at flytte mig, selvom vist både morfar og hans far småvrissede i min retning.
En vis stædighed tog over, da det gik op for mig, at de havde holdt mig udenfor i denne 'studehandel'. Og jeg følte en lige så stor ret til at bære kisten som min storebror. Så jeg holdt altså godt fast i 'mit' håndtag. Min mormor bakkede mig efterfølgende op.
En rigtig mormor
Min mormor var ikke min rigtige mormor. Hun giftede sig med min morfar, da mor var ni år. Mor havde mistet sin mor under en operation. Mormor var en glimrende mormor selv uden blodets berømte bånd. Morfar slæbte selvfølgelig stolt hyren hjem ved sit hr. overlærer-job. Men hun skal tildeles æren for, at familien blev samlet i deres hyggelige hjem i ferier og ved højtider. I det mindste da jeg var ung knægt.
På grund af mine yderst problematiske forhold hjemme havde jeg stærkt brug for disse afbræk ude blandt normale mennesker.
