'Den onde stedmor'
Anna Ingeborg Hansen havde tidligere været min fars kæreste. Vi har allerede hørt om hende og hendes nikkende hovede. Min far løb på hende kort efter min mors indlæggelse. Ja, han opsøgte hende vist. Da hun flyttede ind, var jeg vist 7 år.
Jeg ved ikke med sikkerhed, om Anna Ingeborg var blevet skubbet ud af deres tidligere forhold, fordi min far mødte min mor, eller om bruddet allerede da var sket. Far og mor mødtes, da de begge medvirkede i en lokal opførelse af syngespillet 'De 3 små piger'. Her blev min mor gravid med min storebror. Det var ganske vist sammen med en anden mandlig medvirkende har et senere 'nærstudie' af et foto med samtlige medvirkende vist, da ligheden mellem ham og min 'halvbror' ikke er til at tage fejl af. hæ...
Om Anna Ingeborg efter at være skubbet ud af mor byggede en bitterhed op, der fik hende til at se rødt, når hun fik øje på afkom som mig, er ikke godt at vide. Men rødt så hun i hvert fald. Så hendes genkomst i min fars liv var bestemt ingen børnevenlig begivenhed.
Anna Ingeborg var og forblev gennem alle årene en bitter, egocentrisk-narcisistisk ondsindet person med stærke stænk af psykopati. Hun fremstod som en tro kopi af den onde stedmor, som vi kender fra eventyret.
Selv mente Anna Ingeborg vist, at hendes temperament ligesom hun selv nedstammede fra en af de 14.000 spanioler, som Napoleon sendte herop i 1808 i sit forsøg på at isolere England. Anna Ingeborgs sorte hår i hendes yngre dage fortalte om denne oprindelse.
Pudsigt nok havde min mormor også spanske aner, hvilket dog kun sås på hendes søster. Mormor viste også af og til, at hun ved siden af en sund fornuft var i besiddelse af stærke følelser. Men hun var langt fra den ondskabsfulde og forstyrrede person, som Anna Ingeborg var. Jeg antager, at det må have været to ret forskellige spanioler, der har været på færde. Og mormors forfader må bestemt have været både venligere og mere begavet.
Lille Ole (altså moi som dreng) fik ved Anna Ingeborgs opdukken vendt totalt op og ned på sin forestilling om voksne menneskers opførsel. Hun fik lov til fuldstændig at regere i hjemmet efter eget forgodtbefindende. Min far så hende nok som en ny mor i familien, og så var han også nok lidt naiv. Han missede i hvertfald de tydelige tegn på, at den var helt gal.
Anna Ingeborg svarede konsekvent altid: "Spørg din far, når han kommer hjem," når jeg som mindre spurgte om lov til et eller andet. Svaret blev givet med et lumsk smil og et ondt sideblik, som for at fortælle: Spørg bare igen, og du skal få samme svar. Det prøvede jeg så, og det passede.
Jeg blev altså hurtigt vænnet af med at spørge. Hvilket betød, at jeg eksempelvis aldrig fik nyt tøj, når det ellers burde være på høje tid. Faste måltider eksisterede kun i sjældne perioder. Og så var det min far, der lavede den, gerne en grydefuld millionbøf med kartofler til. Hvis da ikke frikadeller og kartofler med pandefedt at dyppe dem i.
Desuden var hjemmet præget af, at både min far og Anna Ingeborg var storrygere. Og af den manglende rengøring. Der var støvet og beskidt. Alle potteplanterne i vinduerne var på et eller andet tidspunkt visnet. Det var normalt, at både viskestykker og karklude blev brugt i månedsvis uden at blive udskiftet.
Jeg måtte købe min egen mad
I perioder måtte jeg bruge min surt optjente, sparsomme løn som avisbud, hvis jeg ville have mad. Risengrød stod ofte på menuen. Desuden kunne jeg bestille mælkevarer hos mælkemanden, der til hverdag kom forbi på sin rute. På den måde betalte min far så alligevel noget af min mad.
I det lys var det helt til grin, dengang far og Anna Ingeborg rejste væk i et par uger. Jeg tror det var for noget familie-besøg i USA. De havde sørget for, at jeg kunne få varm mad hos 'Ulla på Torvet', der var stamværtshuset i den periode. Det var ikke et sted, jeg ellers kom. Men så kunne de da give de øvrige stamgæster det indtryk, at her var skam et forældrepar, der tog sig af deres afkom.
Fyns Amts Avis var dengang særdeles fedtede med aflønningen af deres avisbude. Jeg husker lønudbetalinger på lumpne 64 kroner om måneden. Det var for i begyndelsen som ni-årig halvanden times daglig Søren Brun-agtig slæben aviser ud. Senere blev mine ben dog længere, og jeg kunne løbe ruten igennem på omkring en halv time. Jeg husker ikke, om lønnen nogensinde nåede op over hundredekronen.
Til sammenligning tjente jeg en kortere periode, inden jeg som 16-årig flyttede på kostskole, over 400 kroner om måneden på at dele ugeavisen ud hver onsdag.
En mor tog sig af mig
Engang var jeg hjemme hos en kammerat, fordi vi var 3-4 stykker, der skulle se en boksekamp på TV sent om aftenen. Men jeg havde ikke fået noget at spise hele dagen, så mens vi ventede, begyndte sulten at gnave helt forfærdeligt.
Situationen hjemme havde præget mig til at tro, at fik jeg problemer, så var der kun mig selv til at tage hånd om dem. Og selvom nogle kammerater gennem årene havde hørt på mine frustrationer, så ville jeg også gerne opfattes som en helt almindelig dreng. Så da min kammerat ville fortælle sin mor om min tilstand af sult, forsøgte jeg forgæves at stoppe ham. "Jamen, så laver hun jo noget til dig," forsøgte han smilende at få mig til at forstå. Den troede jeg nu ikke rigtig på. Vi var jo ikke engang i familie, så hvorfor skulle hun dog gide det, og så var der jo ingen grund til at afsløre mit problem for alle mulige. Men jeg var nu for sulten til at yde den helt store modstand.
Moren var bestemt ingen Anna Ingeborg. Så da hun hørte om min sulttilstand, hev hun straks gryder ud af skabene og gik i gang med at tilberede mig noget mad. Så jeg blev mæt. Og helt overvældet.
Jeg var selvfølgelig godt klar over, at mine forhold derhjemme ikke lignede de gængse for børnene i vores lille købstad. Jeg vidste, hvor galt det stod til. Men jeg havde vel samtidig nogle følelsesmæssige fortrængninger, som hindrede den psykiske belastning i at blive ubærlig. Oplevelser, som den hos kammeraten, kunne for en stund åbne op for smerten over hele min situation. Fortabtheden over den decideret ondskabsfulde stedmor og min ignorante far.
Eller følelsen af at være ensom og tilovers, når min storebror under sine kortvarige raids hjemmeom i flere år altid råbte "hvad rager det dig," hvis jeg spurgte ham, hvor han skulle hen, på hans vej ud af døren. Måske var det blodets bånd, det kneb med for halvbror. Det var måske også årsagen til, at denne senere redaktør på en avisredaktion på Langeland overhovedet ikke var til at mobilisere til i det mindste at stikke en finger i jorden for lillebror i dennes ønske om at finde en forklaring på hans (altså min) særdeles alvorlige situation under uddannelsen til journalist - og en forhåbentlig deraf følgende måde at overleve situationen på. Den løsning fandt jeg aldrig, som jeg også fortæller om i afsnittet om journalistuddannelsen. Mit billede af min halvbror Erik falder faktisk i hak, når jeg ser det i dette beskrevne lys.
Så jeg blev altså ikke journalist. I stedet - nævnt en passant i dette afsnit om min barndom - havnede jeg først på kontanthjælp, derefter på førtidspension. En historie, jeg ikke fortæller nærmere om i disse 'erindringer', er min strid med Århus Kommune, der stjal min arv efter min far, fordi man i første omgang som følge af sløs ikke satte rettidigt gang i en førtidspensionssag, da jeg henvendte mig om det. Derfor var det reglerne for kontanthjælp, der var gældende, da min far gik hen og døde. Kommunen havde tidligere anmeldt mig for svindel, da jeg efter nederlaget på journalisthøjskolen ikke straks havde meldt tilbage, så de kunne stoppe udbetalingen af den uddannelsesstøtte, jeg havde fået tildelt, da jeg efter praktikperioden ikke havde flere SU-klip. Jeg er helt sikker på, at kommunen bevidst hævnede sig ved ikke at tage min anmodning om førtidspension grundet af posttraumatisk stress-syndrom alvorligt. Senere søgte jeg igen i en anden afdeling efter professionel opfordring, og fik tildelt førtidspensionen. Mine senere forsøg på at få tingene sat på rette plads, så jeg kunne få min arv, valgte kommunen blot at ignorere. Det er jo selvfølgelig også billigere for kommunen, hvis man kan lade førtidspensionisten selv finansiere pensionen. Også selvom det kaldes simpelt tyveri.
På en måde har min halvbror, redaktøren, jo andel i denne senere udvikling. I hvert fald kan det da ikke modbevises. Og kender jeg ham ret, så er han temmlig ligeglad. Typisk psykopat.
Vi slingrer hen ad...
Som jeg blev ældre, kom min far og hans kone generelt senere og senere hjem om aftenen. Efter en typisk arbejdsdag på avisen, hvor hun nærmest sad på skødet af min far, mens han arbejdede, tog de på værtshus. Herfra kom de ofte berusede hjem. Den slags er jo ikke et udtryk for ideelle opvækstbetingelser, men deres sene hjemkomst føltes som en befrielse. For så var jeg da fri for hendes evindelige krigshumør så længe.
Engang berettede en kammerat, hvordan han havde set, at Anna Ingeborg formåede at slingre bilen fra vejside til vejside med kun 10-15 kilometer i timen. Min far var åbenbart blevet for fuld til at køre. Under slingrekursen hjem ramte hun en parkeret bil, vist nok uden de store skader. Det foregik heldigvis på en ret ubefærdet strækning - sidstedelen af køreturen i hvertfald.
Den søde og rare værtinde-stedmor
Gæster under anmarch kunne midlertidigt lægge låg på Anna Ingeborgs hadprægede krigshumør. Så var hun gerne rigtig flink en dags tid eller to i forvejen. For at jeg til gengæld kunne være en sød lille Ole over for gæsterne - og især ikke sladre. Så jeg fik lov til sådan noget som at slikke kagedej eller flødeskum af eva-skålen, og endda smage det færdige bagværk. Den slags spiselige ting, der ellers normalt blev låst af vejen for mig i et kælderrum sammen med kummefryseren og dens indhold.
Desværre lod jeg mig i flere år bestikke af disse taktiske flinkeperioder. Jeg håbede vel hver gang, at bedre tider måske den her gang var på vej. Eller jeg havde måske bare brug for den aflastning fra det evindelige psykiske pres, som de par dage trods alt gav. Men hver gang vi havde vinket farvel til gæsterne, vendte vi straks tilbage til samme hadefulde og følelseskolde opvæksts-trummerum.
Et trummerum der var præget af Anna Ingeborgs overskudsagtige, følelsesladede krigshumør over for min generelle træthed og lede. Først da jeg blev ældre, og hun erkendte min voksende fysiske trussel, samtidig med at jeg begyndte at give verbalt igen, blev krigen mere afbalanceret. Men jeg nåede bestemt aldrig at synes, det var sjovt.
Min træthed sammen med søvnigheden efter trøstelæsning - med lommelygte under dynen for at skjule det - til langt ud på natten betød også, at jeg altid kom 10 minutter for sent i skole. Ofte gik jeg rundt som i en døs, eller jeg dagdrømte ud af vinduet, hvilket engang fik min frustrerede regnelærer til i et frikvarter at spørge mig: "Sig mig, er du på stoffer, eller hvad?" Han troede vist alvorligt på muligheden, selvom jeg provinsdreng ikke anede, hvad han snakkede om.
Et andet uheldigt resultat af min søvnige døgnrytme skete, da jeg som 12-årig en morgen som sædvanlig trådte hårdt i cykelpedalerne for at begrænse mit forsinkede fremmøde til skolen.
Pludselig på vej hen over et brostens-belagt stykke faldt dynamoen, der ikke sad ordentligt fastspændt på forgaflen, ind i forhjulet. Forhjulet blokerede straks, og jeg blev smidt henover styret med bagenden af cyklen lige efter mig. Jeg nåede akkurat at slippe styret med tommelfingrenes kroge tids nok til at tage af for mødet mellem mit ansigt og brostenene. Så jeg overlevede, men jeg brækkede næsen og slog nerverne i mine to fremmeste fortænder ihjel. Blodet fra nerverne løb derefter ud i tænderne, som efter nogen tid blev blå.
Så jeg fik altså to mørke fortænder at smile til pigerne med. Hvilket sammen med så meget andet jo heller ikke hjalp på selvtilliden, da puberteten straks efter meldte ind.
Et andet resultat af ulykken kom for dagens lys 18 år senere. Jeg fik ved en operation rettet op på min næse, der efter ulykken voksede sig skævere og skævere. Da jeg vågnede fra narkosen, fortalte lægen, at de havde været nødt til at fjerne den ene halvdel af skillevæggen, som består af to tætsiddende bruskplader. Det viste sig, at den ene plade ved ulykken var brækket i flere stumper og skubbet op og rundt i øjenhulen. Her havde stumperne sat sig fast lige over øjet.
Trods uligevægten i krigs-entusiasmen hos Anna Ingeborg og mig måtte jeg alligevel finde mig i, at min far engang sagde de bevingede ord: "Jeg er efterhånden ved at være godt træt af jer tos evindelige kævlerier!" Den sammenligning forstillede hun sig meget rystet over. Hun så gerne, at min far indså, at hun var det stakkels offer her. Jeg var som det egentlige offer heller ikke for begejstret over for udmeldingens signal om ligeværdighed i konflikten.
Det var en del af Anna Ingeborgs krigsstrategi, at forsøge at vende mennesker tæt på mig imod mig. Det lykkedes til sidst med min faster, som hun altid utrætteligt omtalte som "min bedste veninde", når jeg var inde for hørevidde. Anna Ingeborg gav mig engang et brev med til min mormor. Heri skrev hun, hvilken forfærdelig dreng jeg var. Brevet kom hun derefter i en kuvert. Men hun var så åbenbart kommet i tanker om nogle flere forfærdelige ting, så dem havde hun oversået kuverten med. Jeg husker ikke, hvad hun skrev dér, kun at oversåningen bestod af indholdsløse enkelt-påstande, vist nok i stil med "Ole er en forfærdelig dreng." Jeg var grædefærdig, da jeg afleverede brevet. Men jeg havde ingen grund til bekymring, for Anna Ingeborgs mission mislykkedes i mormors tilfælde.
Vi var tre søskende, men jeg var den eneste, der blev fanget i den onde stedmoder-fælde. Min noget yngre lillesøster blev tidligt afsat til bedsteforældrene, samtidig med at min mor blev indlagt. Og min noget ældre storebror fandt hurtigt andre græsgange ude i byen hos en kammerat. Og han flyttede desuden tidligt hjemmefra til et værelse i byen.
