En journalistpraktikant på toppen
Mit 7. semester fulgte for øvrigt oven på et særdeles produktivt praktikforløb. Jeg ville absolut være en seriøs kandidat, hvis man kårede en all time 'Guiness-rekord' for flest skrevne spalte-millimetre i løbet af en 1½ års praktiktid. Især hver fjerde weekend, hvor jeg havde weekend-vagten alene, havde jeg masser af plads at boltre mig på.
Hele fire-fem siders stort avisformat i Nordjyske Stiftstidendes Skagen-sektion skulle fyldes i weekenden. Sammen med fotograferne ganske vist. Hvoraf én ret selvhøjtidelig herre, Peter Broen, optrådte noget mopset over, at hans mere eller mindre tilfæl... æh, 'talentfulde' knipserier fik mindre plads, end hans 'storsnuethed' forventede. Jeg tror faktisk, at min flid på den måde indvirkede uheldigt på hans evne til at sætte pris på de glimrende billedtekster, jeg skrev til hans juks. Nå ja, desuden var der også lidt historier fra journalist-kollegerne.
Fotografen rakker praktikanten ned
Nordjyske Stiftstidendes Områdecenter Skagens egen fotograf, Peter Broen, viste sig at gemme på en regulær stymper under sin vredladent mutte facade. Under en tur hjem til Skagen-redaktionen fra en fælles opgave sydpå kom vulkanen endelig i udbrud. Fotografen brød sin tavshed, som jeg egentlig hidtil havde betragtet som en positiv egenskab ved ham. Tale er sølv, men tavshed jo guld. Og som en modsætning til en anden ubehagelig fætter, Mogens Fiedler, som braldrede op i tide og utide med sine genetisk indgraverede ondskabsfuldheder.
Fotografen rakkede mig al hæder og ære fra under køreturen hjem. Og det på en måde, der jo slet ingen steder hørte hjemme. Personlig og nedladende var han. Jeg tænker på, om han ubevidst lod et indestængt selvhad gå ud over mig. Var her tale om en pædofil, der netop havde forulempet en hel børnehave? Nå men, uanset hvad: En fotograf blander sig sgu'nte i negativ kritik af praktikanter, undtagen hvis han er idiot, eller det sker sagligt under et redaktionsmødes betryggende rammer.
Fotografens kritik var dog skudt helt ved siden af. Det må jeg desværre sige: Skudt i hovedet. Jeg er, som nævnt, ret stolt af, hvor godt jeg klarede min praktik - hvadenten man nu vurderer det ud fra de givne, negative uddannelsesmæssige omstændigheder eller ej.
Episoden affødte siden visse overvejelser hos mig: Var dette mon igen sex-stalkerens spil? Måske havde stalker-fotografen præget sin letpåvirkelige Skagen-kollega. Fotografer er jo ofte ikke særlige bogligt mindede. Så de kan være ret så ubegavede - selvom jeg dog også kan nævne markante undtagelser fra den regel - og de kan derfor troskyldigt lade sig forlokke af mennesker med ondsindede motiver. Selv af en gennemskueligt ondskabsfuld stjernepsykopat. Men selvfølgelig, måske var det ikke præcis denne psykopat, der havde præget mutte Peter.
Jeg kan godt selv læse, hvordan mit syn på kollegerne synes at have været ovenfra og ned. Så lad mig lige slå fast, at på skalaen fra ét til 10, så lå sympatien for de øvrige i intervallet 5-6 til 9-10 stykker.
Jeg synes ovenikøbet ikke, at 'rekord-kandidaturet' kostede på den journalistiske kvalitet - hverken hvad angår form, indhold eller kreative indfald. Kvalitet og kvantitet gik fint hånd i hånd for mig. Det kan selvfølgelig godt være, at de ikke var enige i det oppe i Skagen. De måtte jo stå model til skriplerierne. Og nogen af dem er jo lidt småskøre deroppe i toppen. Men så er det deres opgave at fortælle det, ikke min.
